Her kan du læse lidt om forskellige oplevelser, 
som  vi har haft gennem tiderne.  
På denne side vil jeg også omtale sygdomme og andre uheldige ting.

Jeg har beskæftiget mig med Tibberne i snart 25 år, så selvfølgelig har der også været uheldige oplevelser i alle disse år.  Men millioner gange flere gode oplevelser!!   Vi har været igennem alfabetet 3 gange og er nu begyndt på 4. gang.  De gode ting er lette at fortælle, de andre kan være smertefulde at oplyse.
Men jeg hører til de opdrættere, der tror på oplysning - også af de mindre behagelige af slagsen, - hvis man på nogen måde skal kunne minimerer risikoen for at lave noget uheldigt mest muligt.  Samtidig har jeg fuld respekt for, at ikke alle ser ens på hverken type, temperament eller sundhed, så det jeg kalder mindre ønsket er måske ønsket af en anden? 

I de første år jeg opdrættede Tibberne, var jeg ude for en del hvalpe med overbid,   store underbid og andre "skønhedsproblemer", men også navlebrok, manglende testikler, kirsebærøjne og distichiasis (indadvendte øjenhår), det sidste kan være en pinefuld oplevelse for hunden, hvis det er slemt.  Et enkelt blødt hår generer ikke hunden synligt, men alligevel er det vigtigt ikke at bruge en sådan hund sammen med en anden, der måske har det samme problem i linjen. Kirsebærøjne er særdeles synlige på hunden, men forholdsvis enkelt at operere, - men dog så dyrt hos specialisterne, at det er uønsket.
Overbids fejlene har aldrig været i en grad, der har generet hundene, de har været fra saksebid til regulære overbid, - de har været rene skønhedsfejl, som selvfølgelig er solgt med avlsforbud, da de jo ikke er ønskelige.  Manglende testikler ligeså, men DKK's regler udelukker naturligt disse hunde fra avl, så her er det kun et spørgsmål om at oplyse om tilfældene, så man kan være opmærksom på, at fejlen ligger i generne i disse linjer.  Jeg har haft enkelte alvorlige knogle-led problemer og tilfælde af entropion, som er en alvorlig øjenlidelse, hvor øjenlåget vender indad - delvist ialtfald.  Disse var i mit andet A og D kuld, som faktisk kunne fremvise rigtig mange af de alvorlige ting, også m.h.t. knogle og led problemer, - hvorimod de første A til F kuld  bl.a. kunne fremvise en del overbid, Distichiasis kirsebærøjne, manglende testikler og altså ikke så alvorlige fejl for hundenes velbefindende.  Der kunne være enkeltstående tilfælde af noget af dette i enkelte andre kuld også, men det har været sjældent, heldigvis. En hvalp med kirsebærøjne i mit tredie P-kuld f.eks.
Navlebrok må siges at være ret almindeligt i racen - også nu.  Men jeg har aldrig oplevet andet end ubetydelige, små navlebrok, som jeg har garanteret for på den måde, at HVIS de skal opereres af helbredsmæssige årsager, så betaler jeg operationen hos min dyrlæge.  Jeg har endnu aldrig betalt nogen operation, det har aldrig været nødvendigt, selvom der KAN være dyrlæger, der i første omgang anbefaler operation, - men det er sjældent, - ialtfald med den garanti vi giver.  En enkelt hvalp fra mit tredie O-kuld blev dog solgt med en lille reduktion, fordi en operation måtte formodedes at være det bedste.
Fra Tyskland ved vi, at HD ofte forekommende på racen, så vi må nok gå ud fra, at det også er tilfældet i DK?  Vi undersøger dog sjældent vore hunde, da små hunde sjældent (næsten aldrig) har problemer med selv svær HD (hofteleds dysplasi).  F.eks. havde Pierre HD, men havde aldrig problemer med sin bagpart, tværtimod havde han rigtig flotte bevægelser der, sprang som en gazelle indtil han døde af noget helt andet, knap 12 år gammel.

Jeg kender selvfølgelig mange af de gode ord om fordelen ved linjeavl, for det er jo en selvfølge, at man hurtigt fastlåser en bestemt og ønsket type ved linjeavl!  Man dobler jo på generne, - evt. mangedobler, hvis man har linjeavlet på de samme linjer i generationer, så hundene må nødvendigvis hurtigt blive ret identiske!  Absolut en meget stor fordel, hvis og når man har fundet sin type!! 
Problemet er bare, at man jo desværre ikke kun dobler på de ønskede gener, men også de uønskede, - og det var sådan noget, jeg lærte i starten af mit opdræt, hvor jeg uden held forsøgte mig med linjeavl.
Det var i sådanne kuld (mit første P og andet  A og D kuld), jeg virkelig så kirsebærøjne, manglende testikler, overbid, fejludvikling af de lange rørknogler, distichiasis, entropion, knæledsluksation, navlebrok, rygproblemer og - værst af alt, temperamenter, som jeg ikke selv ville have og derfor heller ikke opdrætte til andre.
Alt dette kan man selvfølgelig også få uden direkte at linjeavle, som regel bare ikke så udpræget, at samtlige hvalpe i et kuld har flere af problemerne på én gang.  Men samtlige racer er jo nu engang resultatet af en eller anden grad af indavl, så muligheden ligger der altid.  Derfor er det så godt at få ordentlig information, når uheld sker, for det er jo nu engang den eneste måde at blive opmærksomme på problemerne, og dermed have en chance for at undgå de værste i videre avl.
En anden måde at linjeavle på er, at man udelukkende bruger tidens mest vindende hunde, - også en ret sikker måde at lave egnede udstillingstjerner på, men en ligeså sikker måde at indskrænke mangfoldigheden af gener på, så fremtidens opdrættere kan stå med problemer, der kan være meget vanskelige at komme til livs.  Denne taktik er årsagen til, at Schäferhunden er verdens mest indavlede hunderace med bl.a. HD som et stort og vanskeligt problem for racen at løse.  Men ingen kan beskylde racen for at være tæt på at uddø.

Første gang jeg blev opmærksom på et problem i hvalpekassen hos vore første G-hvalpe var, da en lille han ikke helt fulgte med sine søskende i vægtudvikling.  Desuden syntes jeg han slap patten for tidligt.  Dyrlægen fandt i første omgang ingen fejl på hvalpen.  Men efterhånden som tiden gik blev det for mig mere tydeligt, at et eller andet ikke var helt OK, så han blev undersøgt på kryds og tværs, ligesom han blev røntgenfotograferet.  Det viste sig, at han havde et lille mellemgulvsbrok.  Dette blev aldrig større, selvom hunden blev det, så det blev aldrig et problem for ham.  Han døde af alderdom i en ret høj alder.

Den første dødelige oplevelse vi havde med en hvalp var fra vort første K-kuld, som fik det vi kender som vandhoved.  Hun var knap 10 uger og heldigvis ikke rejst hjemmefra, da hun pludselig begyndte at opføre sig underligt, hun blev mere og mere ængstelig, begyndte at blive usikker i sine bevægelser, hun kunne gå ind i ting og gå i ring.  I første omgang kunne dyrlægen ikke finde ud af hvad der var galt, men da øjnene begyndte at se ud som om de var ved at poppe ud af hovedet på den lille stakkel, fik hun diagnosen vandhoved.  Hun blev aflivet.  Diagnosen viste sig at være korrekt.

Nogle år senere fik vi to kuld hvalpe, vores andet H- og I-kuld, hvor det viste sig, at der var blå øjne, som jo også kun er en skønhedsfejl  (fejl i vores race ialtfald), men hvor den ene af de blåøjede også viste sig at være døv.  Hunden blev undersøgt på Landbohøjskolen og der erklæret totalt døv. Denne hvalp var fra I-kuldet, - og d.d. er han over 10 år gammel, han lever og har det godt, ingen bemærker hans døvhed, da han bor sammen med en hørende Tibber, som varsler ham, hvis der skal reageres.  Døvhed behøver altså ikke være en ulykke for hunden, hvis selvsikkerheden er iorden, men det er absolut ikke ønsket!
Det kan faktisk være svært at opdage en døv hvalp, - man skal direkte vide hvad man ser efter for at opdage, at den er døv.  Når man får mistanke om det, er det til gengæld forholdsvis enkelt at teste hvalpen for at blive sikker.
Til gengæld behøver en hvalp ikke at være blåøjet for at være døv, selvom det ofte kan høre sammen.  Vi har ligeså mistanke om, at vi i andet Z-kuld har en døv hvalp, som også fungerer perfekt som familiehund, - ej heller her mærkes døvheden (eller tunghørheden) overhovedet i dagligdagen. Han har også en Tibbe-ven boende.

Nu er vi fremme ved vort tredie F-kuld, som også har været noget af et katastrofekuld, men her var mistanken tydelig fra begyndelsen, - tæven var nemlig meget og langvarigt syg i starten af drægtigheden!  Der blev 5 hvalpe, alle store og ensartede, men den ene havde ganespalte, en anden havde læbespalte og en tredie havde hul i ryggen.  Det sidste KUNNE dog godt være påført.  Disse 3 hvalpe blev omgående aflivet.  De to sidste trivedes fint, men da de blev omkring 4 - 5 uger gamle, kunne vi se, at den ene havde problemer med at fokuserer, øjne og hoved kørte ligesom fra side til side indimellem.  Det må siges, at vi har testparret 2 gange for at sikre os, at der VAR tale om uheld p.gr.a. den gravide mors sygdom i drægtigheden. Også i nr. 2 Q-kuld var der en hvalp med læbespalte, han overlevede dog fint og er stadig en glad og lykkelig hund.  I dette Q-kuld var der også et overbid.